Engelsk fodbolds hjemmebane – Wembley Stadion
Om Wembley Stadion
Wembley er Englands største fodboldstation og hjemmebane for det engelske landshold. Den berømte bane lægger græs til det engelske landsholds hjemmekampe og en række andre begivenheder, der vækker særlig opmærksomhed – bl.a. den årlige FA Cup-finale og i 2018 også tre NFL-kampe. Wembley er beliggende i det nordvestlige London og er en obligatorisk del af programmet for alle fodboldinteresserede, uanset om der er kamp, eller om man bare vil opleve det berømte stadion, som nærmest indeholder noget af fodboldens sjæl.
Muligheder på stadion
Wembley er det måske mest betydningsfulde stadion i Storbritannien og emmer af fodbold, uanset om man kommer der på en almindelig dag eller til en kamp. Wembley har lagt græs til mange store begivenheder gennem årene – både olympiske kampe og den årlige FA Cup-finale.
Når der ikke spilles kamp, kan man få en rundvisning på stadion, der blandt andet indeholder en tur i omklædningsrummet, spillertunellen og presselokalet. Der er også mulighed for at se stadion helt nede fra græsset, hvor man får en fornemmelse af, hvordan det er at spille foran så stort et publikum.
FA Cup-finaler gennem tiderne
FA Cup'en er verdens ældste fodboldturnering, og den første finale blev spillet den 16. marts 1872 på Kennington Oval i London. Vinderne fra 1872 var London-klubben Wanderers, der efter en tæt kamp besejrede Royal Engineers 1-0 i den første finale.
Højdepunktet i den engelske fodboldsæson flyttede til det gamle Wembley Stadion i 1923 og blev med en enkelt undtagelse afholdt der indtil 2000, hvor stadion blev revet ned for at gøre plads til det nye Wembley. Den første finale på det nuværende Wembley blev spillet i 2007 og stod mellem Chelsea og Manchester United med førstnævnte som vinder med en smal 1-0-sejr efter forlænget spilletid.
Seværdigheder i bydelen Wembley
London er hjemsted for en uendelig række af seværdigheder og aktivitetsmuligheder – fra smukke parker og fascinerende museer til fantastiske shoppingture og restauranter. Bydelen Wembley har en spændende hovedgade tæt på stadion og et imponerende hindutempel, der er opført helt i kalksten fra Indien.