Glasgow – Skotlands by nummer 2
Glasgow – din guide til en pulserende by
Glasgow er kendt for sine venlige og imødekommende indbyggere – faktisk i en grad, så den er blevet valgt til verdens venligste by i en afstemning afholdt af den engelske udgiver af rejseguider Rough Guide. Oveni har byen fået en velfortjent plads i National Geographics' top 20 over de bedste destinationer i verden. Med et pulserende natteliv, moderne kunstgallerier, verdenskendte museer og en bymidte, der er let at finde rundt i, er det ikke svært at forstå, hvorfor tusindvis af feriegæster hvert år lægger vejen forbi Glasgow.
Seværdigheder i Glasgow
Man har ikke for alvor været i Glasgow, hvis man ikke har set de fascinerende art nouveau-bygninger tegnet af Glasgows mest kendte arkitekt, Charles Rennie Mackintosh. Glasgow School of Art og Mackintosh House er bestemt et besøg værd, hvis der er tid til det.
Andre store turistattraktioner er den imponerende Glasgow Cathedral, Hunterian Museum og Hunterian Art Gallery, Glasgow Science Centre og det enorme skib Tall Ship, der er et levende bevis på Glasgows stolte traditioner inden for skibsbyggeri.
Uden for byen
Hvis man har brug for en dag væk fra det hektiske byliv, er der kun en kort køreture fra Glasgow ud til den flotte skotske natur, hvor der er søer, bjerge og flotte kyststrækninger for hvert sving.
Faktisk er der kun en halv times kørsel til Loch Lomond og Trossachs National Park, hvor der er over 1800 kvadratkilometer med storslået skotsk natur ud over selve Loch Lomond, der er Storbritanniens største egentlige sø.