Rejseguide til Portmeirion
Oplev Portmeirion i Wales
Portmeirion er en af perlerne i det nordlige Wales. Den charmerende landsby ligner noget, der kunne ligge på Toscana-kysten eller måske den franske riviera, og det var netop det, folkene bag byen ønskede at opnå. Denne billedskønne by blev bygget af Sir Clough Williams-Ellis mellem 1925 og 1975, og den giver gæsterne en idyllisk drømmefornemmelse med Snowdonias bjerge som baggrundstæppe.
Seværdigheder i Portmeirion
Holder man ferie i Portmeirion, har man nogle af de bedste seværdigheder og naturperler i det nordlige Wales inden for rækkevidde. Selve byen byder på flot arkitektur af den britiske arkitekt Clough Williams-Ellis i form af tårne, kupler og tage, der rejser sig over udmundingen af floden Dwyryd. Om sommeren kan man slappe af i den opvarmede pool og opleve tidevandet, når det fylder Dwyryds store udmunding helt op – med bakker og bjerge fra Snowdonia National Park som baggrund. Der er også spændende butikker, et kurbad og prisvindende restauranter.
Byen er omgivet af frodige skove, der venter på at blive udforsket, og det nærliggende hotel Castell Deudraeth er endnu en mulighed som overnatnings- eller spisested.
Hvorfor er Portmeirion et besøg værd?
Portmeirion er et af de steder, der skiller sig mest ud i Storbritannien med flot og overraskende arkitektur i naturskønne omgivelser. Selve byen byder på masser af oplevelser for gæster fra de farverige huse og små butikker til det elegante torv og den storslåede udsigt over Afon Dwyryd fra Quayside.
Portmeirion er også kendt for sin keramik, der sælges i eksklusive butikker over hele verden. Souvenirbutikken har et stort udvalg, og de øvrige butikker rundt om i byen tilbyder andre gaveartikler, bøger og indretningsartikler m.m. I Portmeirion ligger også Mermaid Spa, der tilbyder alle mulige former for afslappende behandlinger – det helt rigtige sted, hvis man vil forkæle sig selv lidt under ferien.